Hildas svar på ovenstående indlæg (30/9/97)
Kære Bjørn Højmark, Jeg talte i 15 minutter med intervieweren til danmarks radio (det var radio - ikke TV - hørte du det overhovedet selv???). Jeg har ikke selv hørt det , men ved at flere provins-FCK'ere blev stødte og forargede over mine udtalelser.
Jeg ved dog, at jeg ikke sagde noget om, at jeg var IMOD provins-fans, eller ville stoppe lokalafdelinger (som jeg også modtog et brev om forleden at jeg skulle have sagt).
Jeg blev spurgt af intervieweren - lidt provokerende - om jeg ikke var lidt misundelig på Brøndby IF's fans. Jeg kunne kun forstå dette spørgsmål som en henvisning til deres høje antal fans, samt popularitet rundt om i landet. Til det svarede jeg, at jeg ikke kunne tænke mig at være hele danmarks yndlings hold (jvnf BIF's slogan "hele Danmarks gudehold"), forstået på den måde - at jeg ikke så det som mit mål eller ønske.
Jeg synes nemlig, at Brøndby lidt har mistet rødderne og tilhørsforholdet og jeg ved fra mange gamle tilhængere fra vestegnen, at de føler det meget mærkeligt, at der kommer 2-3 busser rullende ind fra Jylland med ærkejydske fans der stolt råber deres bynavn "Brøndby Brøndby".
Jeg sagde, at jeg IKKE HAVDE NOGET IMOD fans fra provinsen, men havde svært ved at forstå dem. Det er vel ikke ondt at sige, man ikke kan forstå nogle mennesker. Jeg vil såmænd meget gerne have forklaret, hvordan man kommer til at blive ærke FCKer så langt væk og hvorledes man decideret kan FØLE noget for en klub så langt væk.
Vi står i Parken og råber "Bonderøve" til jydegæster og "forstadsbøsser" til andre sjællandshold. Alle primitive udråb, men herligt primitive - på den måde som det ALTID har været, siden fodbold blev til. Det har jo altid været sådan, at byer havde hver deres lokale hold og så råbte man støtteråb til sin by's hold og smædesord efter de andre byer's. Det er en sjov lokal-ånd, der lever videre i fodboldverdenen.
Derfor udtalte jeg, at jeg simpelthen bare har svært ved at forstå jer. Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan forstå, at man ikke i Superligaen holder med en anden by, hvis man selv bor i et område uden hold i denne, men det må da være naturligt at holde med en by, man på anden vis fler noget for !?
Jeg trækker ikke min ærlige mening tilbage, men vil gerne indrømme, det ikke var for kløgtigt udtalt som medlem af fanklubben. Jeg er først blevet bestyrelsesmedlem i år (langt efter at lokalafdelinger var sat i gang) - og har åbenbart ikke vænnet mig til, at jeg nu taler som "fanklub-menneske" og ikke bare som Hilda.
Du skal iøvrigt være hjertens velkommen i Parken for min skyld. (men DER har jeg vist intet at skulle have sagt ;-)
Hilda


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.