Kære Steen, vi takker for dit indlæg. Det er altid rart, når nogen fra "fjendens lejr" ligger vejen forbi og bidrager med lidt fornuftig debat. Du efterlyser et svar på, hvad du mener er de faktuelle tal angående mediernes favoriseren af Brøndby. Dette svar kommer så her. Lad os først og fremmest få et par ting på det rene. Det antal minutter en given TV-station bruger på et indslag om en given klub, siger intet om indholdet af dette indslag. Når vi som FCK-fans føler os dårligt behandlet i medierne, så kunne det måske skyldes at mange af disse sendeminutter har været ladet med et negativt indhold. Sagt på en anden måde, en god FCK-historie har ofte været en negativ historie. Når FC København sidste efterår fik bredere dækning af sin krise end OB og AGF har gjort på det seneste, skyldes dette udelukkende en ting. OB og AGF er simpelthen ikke ligeså interessante presseobjekter som FC København er. Eller Brøndby for den sags skyld! Slet ikke når vi taler "krisehistorier". Af den simple grund at de begge er hjemmehørende i provinsen og derfor heller ikke nyder samme popularitet, endsige det modsatte. Går dem det godt, er det jo glædelig. Går dem det skidt, nå ja så går det nok. Man har jo altid gået stille og gemytligt med dørene, der nede på Fyn eller i det Århusianske. (Hvad deres respektive lokaltidender så skriver, er en anden sag). Nu kan man så også diskutere, hvor bred dækningen egentlig var. Vi synes, at den var temmelig ensidig og temmelig unuanceret. Journalister, og især dem der beskæftiger sig med sport, er i aller højeste grad mytomaner. Man opererer i vidt udstrakt grad med en verden af helte og skurke. Og FC København har stort set fra sin fødsel været oplagt til skurkerollen. Disse højrøvede københavnere der troede de kunne og ville en hel masse, ja dem måtte man sandelig få ned med nakken. Og da chancen bød sig sidste efterår, hylede hele koret da også for fuld tryk. Anført af dem du selv nævner. Nemlig BT, TV2 og Tipsbladet. Dette efterår har mange af os så med en vis undren oplevet, hvor omskiftelig den sportsjournalistiske verden er. Som mange andre fik skrivende fusionsnipser et mindre hjertestop, da han efter vores 4-1 sejr over jer derude, læste Tipsbladet og oplevede hvordan FC København blev rost til skyerne. Ja, selv vi fans fik stor ros. Det var selvsamme blad, der sidste efterår en gang om ugen lod en af sine skribenter gøre nar af os, selvsamme blad der gang på gang har kaldt FCK-fans for "bøller" eller "holdningsløse nikkedukker". Pludselig blev verden vendt på hovedet, vel at mærke den verden som for os fans hele tiden har været den samme. Om resultaterne på banen har været der eller ej. Her finder du nok også noget af forklaringen på den mistro og paranoia, vi nærer til forskellige medier. For et eller andet sted er der noget som ikke hænger sammen. Men du har nok ret. Vi må tage os sammen, vågne op og vise overbærenhed over for disse journalister. En dag bliver det måske os, der får vist en times TV2-sammendrag af en ligegyldig træningskamp nede i Sydeuropa, eller måske bliver det os, der får et optaktsindslag før en vigtig Europa Cup-kamp på de landsdækkende TV-kanaler. Selvom selve kampen vises på en lille ublu betalingskanal. Ja, en dag sker disse ting måske også for os. Eller drømmer vi bare!
Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.