Indlæg

Pressens formidling af sport (23/10/97)
(Lad mig starte med at undskylde min gammeldags skrivemaade, jeg er bosat i Nederlandene og keybordet indeholder ikke aa, oe eller ae.)
Dette indlaeg er blevet til efter at laese Claus H. Sterups indlaeg, der offentliggoer de officielle (formoder jeg) tal for tv-daekningen af superliga fodbold. Det er i sig selv selvfoelgelig interessant nok, at vide, at FC Kbh. var emnet for flere indlaeg end Broendby i.. - hvad daekker de tal egentlig over, det bliver ikke skrevet. Selvfoelgelig er statistik en af de ingredienser, der skal bruges i den saglige debat (som ioejeblikket vist kun bliver foert paa netop denne net-side).
Men statistikken maa ogsaa anvendes inden for de rammer den selv giver, og det er i den sammenhaeng vigtigt for mig at slaa fast, at det jo ikke er daekningen af klubben-som-emne der er til diskussion, hvilket jo er hvad de mange tal om sekunder og indlaeg fortaeller om. Hele diskussionen drejer sig om, hvorvidt man kan tale om en neutral presse-daekning.
Sagen er altsaa ikke saa simpel, at man blot kan reducere dens indhold til et spoergsmaal om "at goere sig fortjent" eller til sekunder og indlaeg. Det der er hele pointen - og her er FCK blot taleroeret for en lang raekke andre utilfredse klubmennesker - er, at tabloid-pressen og det kommercielle fjernsyn ikke viser sig i stand til at forholde sig distancret til deres emne. Det bedste eksempel paa denne skaev-vridning jeg kan komme med maa vaere EB's spiseseddel dagen efter pokalfinalen mellem AGF og Broendby i '96. Her havde man rettet opmaerksomheden imod en graedende sjaellandsk fan, og klistret et ord a la "Skuffelse" hen over. Saa vidt jeg kan bedoemme, var det ikke dem der gjorde sig fortjent, der vandt mediet.
Dette foerer mig til det, der er emnet for dette indlaeg: Pressen. Sports-journalismen virker som om den ikke selv laengere er klar over hvorfor den skal daekke sit emne. Under alle omstaendigheder er det i alle tilfaelde den eneste del af en avis, der ikke ser det som sit hoejeste maal at formidle strukturerne bag sit emne. Sporten er blevet nedgraderet til et niveau der ikke er sig selv vaerdigt. Og det er netop her hele problematikken omkring favorisering af enkelte grene af en disciplin kommer ind. Naar Broendby i maaske halvdelen af pressen fremstaar som et stolt og ufejlbarligt flagskib for sporten, er det mere et symptom paa at journalisten ikke laengere er forpligtet til at analysere og formidle sporten, men blot skal referere begivenheden.
I sports-delen af avisen (som isaer skal have skylden i denne sag, siden det er her man faktisk kan tage pladsen og tiden til at levere en analyse - ogsaa nogle dage efter det fandt sted) er det selve 'spectaclet' der beskrives, og ikke kampens forloeb. Det er maaske meget symptomatisk for den journalistiske opfattelse af sportens kvaliteter, at det eneste serioese program der nogen sinde er lavet over superligaen var TV2's Totalfodbold, et mandag-midnat program hvor Flemming Poulsen var med-kommentator. Dvs. den eneste serioese daekning blev lagt paa en hverdag efter 24.00, og sidenhen flyttet til TV-S, hvor det blev spoleret af en kommentator, der hellere vil hygge-snakke med Preben end hoere paa sine gaester. Det gjorde sig specielt gaeldende da Christian Andersen var i studiet, men i nogen grad ogsaa under Kim Brinks besoeg.
Tabloid-pressen goer ogsaa sit i denne sag. Ekstra Bladet og BT er vel de to aviser her i landet der profilerer sig igennem deres sport (og selvfoelgelig racistiske reklamer og snaevertsynede laeserbreve.) Alligevel er de begge gaaet over til at nu 'analysere' superligaen igennem stjerner og "bedst"/"vaerst" kategoerier. For at faa en saglig, og neutral debat er det for mig at se tvingende noedvendigt at der bliver startet en diskussion bla. journalisterne selv om hvad deres rolle egentlig er. Ellers vil sporten aldrig kunne vriste sig fri af den hyber-subjektivisme, der idag praeger omraadet. Med andre ord, der behoeves en diskussionover hvilken rolle kunsten/fodbolden skal spille i kulturen/begivenheden. Lad mig blot selv begynde denne, med at nedfaelde de foerste par elementer, der burde vaere selvskrevne i enhver reportage:
-neutralitet baseret paa en sund metodologi, dvs journalistiske principper om betragterens rolle og egen noedvendighed.
-beskrivelse af kampen
-reduktion af forloebet igennem analyser af spilforloebet
-FORKLARING af spillet a.ka. konklusion af analysen
-i tilfaelde af specielle sager ogsaa mere detaillerede problematikker. F.eks kan det laeses paa www.kondi.dk i denne uges reportage af VB-FC Kbh. at man VB ofrede en mand i forsvaret, men alligevel stod mere stabilt. Er det kun mig, der er af den opfattelse af en klassisk 3-5-2 er mere defensiv end 4-4-2, forsvaret har jo 4 markoerer i 3-5-2, og midtbane spillerne har i hoej grad defensive opgaver, der ikke er inkluderet i et positionssystem som 4-4-2. I saadanne tilfaelde kunne en analyse af selve systemets indvirken paa loebebaner, placeringer og saa videre, som jo gav klubben tre point, da vaere fuldt berettiget.
Lyder det banalt? Det er det ogsaa, det er faktisk den metodologi, vi alle er blevet opflasket med baade i skolen, gymnasiet og universitetet. Det er netop derfor selve debatten om journalismens loedighed er saa vigtig. Det er klart, at skribenterne er i stand til at udfoere denne type journalistik. Problemet maa ligge et andet sted, og her er mit bud, som skrevet, at sports-journalisten ikke er sig selv bevidst om hvorfor han nu staar paa lyngby-stadion i november og ser fodbold. Faktisk er han den eneste mand paa tribunen, der ikke er der for at blive underholdt - han er der for at formidle.
Det behoever endda ikke vaere kedeligt. Det er f.eks lykkedes film-anmeldere, kunst-anmeldere, teater-anmeldere og politiske journalister at formidle materiale, der vel maa siges at vaere noget mere komplekst end fodbold. Det der er forskellen i disse tilfaelde er selvfoelgelig, at alle omraaderne har formuleret sin egen eksistensberettigelse som et interessant og vigtigt emne for nationen. Har fodbold? Sport er og bliver fritid, men med Michael Laudrups ord: "Af alle de ting, der ikke er vigtige, er fodbold det vigtigste". Ved at tage fodbold serioest i et formidlings-perspektiv vil man ikke blot kunne opnaa en mere saglig og dermed korrekt daekning. Man vil ogsaa udbrede forstaaelsen for spillets rytme, dens strategier og ikke mindst dens forloeb. Saa kunne det jo vaere, at kaeresten ogsaa gad at foelge med, ikke sandt. Og hermed kommer denne lange beretning til at beskrive en cirkel. For hvis nu, taenk nu bare et oejeblik, at superligaen blev analyseret til bunds hver uge, er det saa muligt, at vi ikke blot havde sluppet for Sterups taabelige afslutning paa hans indlaeg, men ogsaa i samme sekund var blevet fri for pinlige TV2 studievaerter og oven i koebet faaet et sportpublikum, der ALLE SAMMEN kunne gaa til en fodboldkamp, se noget af det mest underholdende i verden i en god stemning, og bagefter gaa hjem med en forstaaelse og accept af at ens hold maaske desvaerre tabte i denne uge, men vi kan rette op paa tingene ved taktiske aendringer. Hvis det var muligt, saa ville brodden vaere hevet ud af de koebenhavnske fascister, der synes at det er fantastisk flot at kalde sig et "firm" fordi det var det udtryk, Manchester United oa. engelske hooligans brugte om sig selv. Gaar jeg for langt i min tiltro til saglig journalismes raekkevidde? Det tror jeg ikke, taenk blot paa kulturradikalismen, der ikke blot formaaede at skabe en kulturel identitet for hele den modernistiske urban-klasse, men samtidig fik sat fodbold ind under det ministerium, der tidligere var en hoejborg for akademisk kunst, opera og teater. Poul Henningsen er beviset paa, at med et klarlagt maal, kan medie-formidlingen bruges til at forandre et helt samfund.
Og lad mig saa slutte af med et lille paradoks: den eneste serioese formidling af fodbolden, som har set dagens lys i de seneste tre-fire aar (jeg husker ikke i skrivende stund laengere tilbage) blev trykt i Information under EURO96. Maaske skal man til den avis i Danmark, underprioriterer sport mest af dem alle, for at finde den bedste journalistik.

D.Burmeister
Amsterdam.

(Og udenfor indlaeget vil jeg gerne rette en varm tak til initiativ tagerne bag denne side. Jeg er i oejeblikket bosat i Nederlandene og kan saaledes kun 'se' superligaen igennem det skrevne ord. Bla. herfor betyder den journalistiske formidling meget for mig, og jeg har laenge savnet et serioest forum for fodbold, et sted hvor man kunne laese nogle taenkende menneskers overvejelser omkring sporten, men har maattet give fortabt. Indtil jeg fandt jeres side. Jeg kan jo saa blot haabe, at dette initiativ dels kan holde den faglige standart (isaer de statistiske analyser fra Ararat-FC Kbh og FC Kbh-Broendby staar som lysende eksempler paa hvorledes man boer gribe sport an) og at nogle proffesionelle journalister skulle aabne op, og se, at der er et stort marked for denne type formidling.)