Anmeldelse af "FCK - Den Sidste Chance" (18/12/97)
Så er videoen vi alle ventede på endeligt kommet. FCK - Den Sidste Chance er i handlen og koster 150,- kroner. Filmen tager sig titel fra Pokalfinalen, den sidste chance for kvalifikationen til Europa. Omkring forberedelsen til denne kamp portrætteres trænerne, holdet fansene og administrationen, portrætter der samles i scener omkring trænerskiftet i juni 1997.
Jakob Thuesen, har tidligere gjort sig bemærket som klipper på Riget. Samarbejdet med Trier fornægter sig ikke. Med et ultrabevægeligt håndholdt kamera, og en for en dokumentarfilm utroligt redigeret lydside, fornyer filmen den traditionsrige danske dokumentargenre. Samtidig fremstår den dog som loyal overfor dennes klassiske perspektiv, et perspektiv hvor de portrætterede ikke indgår i dialog med hverken kamerahold eller instruktør. Filmen falder vel nærmest inden for den klassiske genre af arbejdspladsportrætter, og vi når på de 60 minutter hele vejen rundt om organisationen fra løven Leo til Flemming Østergårds møder med Poul Erik kort før afskedigelsen af Kim Brink.
Specielt den manglende portrættering af enkeltspillere underbygger dette indtryk af arbejdspladsportræt. For fodboldfans er dette selvfølgeligt svært at forstå, men jeg mener det gør filmen mere seværdig. Fodboldspillerne er med som et hold og for hvad de laver på banen, men spillerne er ikke individer i deres egen ret. Det er Kim Brink derimod. Vi følger Kim Brink i åbningsscenen på pressemødet hvor han præsenteres af Aabrink, som "Danmarks bedste fodboldtræner", dernæst er vi i omklædningsrummet i minutterne før kampen, med Brink i indpiskerens rolle og filmen slutter med pressemødet hvor ansættelsen af Kent Karlson offentliggøres. Derimellem finder vi Brinks arbejde med truppen omkring kampen mod Ikast og Disciplenes organisering af fraktionen.
Efterårets krise er helt udeladt. Den står bagved og spøger - vi kender den alle - den repræsenteres kun i filmens tredje sekvens med avisoverskrifter som "FC Sæbeopera" og underliggende sportsradio: "FCK led idag endnu et skuffende nederlag". Men i stedet for dette materiale, der i og for sig ville være let at udnytte, med den lange trænerbænk og Aabrinks afgang, har Thuesen valgt at følge skæbnekampen i foråret, pokalfinalen mod Ikast - Den Sidste Chance, og dette er bestemt seværdigt.
For alle lommetaktikkere er det en stor befrielse at se, at også superligatrænere benytter sukkerknalder og nutrasweet poser når de laver holdopstillinger. Scenen er fra morgenmødet mellem Brink og Hansen fire timer før finalen, og står som et af filmens absolutte højdepunkter. Over morgenkaffen diskuteres løbebaner, omstillingsmønstre og opdækningsopgaver, alt imens sukkerknalderne tromler hen over Nutrasweet poserne på den hvide dug. Denne scene, sammen med de sidste minutter før kampen, stemningen i pausen og champagnen efter sejren nede i træningsrummet er selvfølgelig det enhver fodboldfan elsker at se, men Thuesen har, loyal mod arbejdspladsportrættet ikke valgt denne den lette vej til en fodboldfilm.
Vi følger også Leo's forberedelser (og her har vi at gøre med et falsum - Leo var ikke på banen under Pokalfinalen, der er en kamp organiseret af DBU), vi følger Busk når han lægger tøjet frem til de enkelte spillere, altimens han forklarer om fordelene ved at spille i brugte sokker, der har mindre luv. Vi følger Disciplene til et møde dagen før kampen og på selve kampdagen, på deres vej ind i parken, med indmeldelser i fraktionen før kampen, forberedelsen af bannerne. Thuesen beskriver kort sagt alle de enkelt elementer, der gør en fodbold til en helhed, og kampen på plænen til en iscenesat helhed. Fejler blot et af disse led, risikerer alt at gå i stå.
For en fodboldfanatikker i almindelighed og for en FC fan i særdeleshed er det selvfølgelig kampen mod Ikast det hele drejer sig om. Den er fanget med krydsklipning mellem Nedre C, bænken og banen. I denne del af filmen viser instruktøren Thuesen at han også er klipperen Thuesen. Langskud i slow-motion krydsklippet med Brinken i pendulfart mellem bænken og sidelinjen, og Disciplenes deltagelse i kampen fungerer fantastisk. Krisen i de første ti minutter af anden halvleg, hvor Ikast kommer frem til afslutninger med stolpeskud, kom væltende op i undertegnede og hvem kan ikke nikke genkendende til det forgæves forsøg på at bortforklare det åbenlyse, da hovedpersonen på Nedre C vender sig om og med en nervøs latter siger til sidemanden, at nu står den jo 'bare' 1-1 i stolpeskud.
Hemmingensen mål bliver i filmen den forløsning det var i Parken. Goldbæks raseri over udskiftningen er flot fanget i kanten af kameraets rammer uden at tvinge sig ind i den umiddelbare glæde der er over sejren, og dog aner vi den utilfredshed der var hans også efter kampen, således som vi gjorde det derinde. Igen er klipperen også instruktøren Thuesen...
David Nielsens mål til 2-0 er også fanget, med Ulles glæde på bænken, og efter kampen får vi Kim Brinks tale til nedre C og vi følger Disciplene på værtshus, hvor de i deres glæde over sejren endeligt kan tage sig sammen til at spørge ejeren om de må have et FC-flag hængende og bruge værtshuset som deres stamværtshus - man bliver sgu' helt varm om hjertet.
Herfra bevæger vi os en måned frem. Flemming Østergaard og Poul Erik Petersen holder et møde, hvor de diskuterer afskedigelsen af Brink. At vise optagelser fra sådanne møder i ledelsen giver filmen et præg af sandfærdighed og uhindret adgang, som også understreges på videokassetten, hvor der står: "Uden Censur". Men det ville have klædt filmen, hvis vi også fik en lukket dør i hovedet. Uden dette efterlades man med følelsen af, at alt har kunnet filmes - vi ved faktisk ikke om det har været tilfældet. Vi slutter nemlig ikke ved selve mødet hvor Brink får silkesnoren, men derimod som vi startede i det offentlige rum, med pressekonference og trænerskifte.

Tilbage sidder man dog med et utroligt godt portræt af fansene, og deres arbejde for at være fans i en klub, der ikke har et klublokale - men til gengæld et mylder af fraktioner, der kæmper om synlighed og tilstedeværelse på Nedre C. Med et godt indblik i stemningen under tribunen i et omklædningsrum, hvor et nederlag havde været ubærligt for klubben, men vigtigst af alt med et utroligt sympatisk portræt af Kim Brink - en mand der ville det bedste, men som ikke leverede varen, og det er da også ham der får det sidste ord i filmen, "Vi har opfyldt de objektive mål for sæsonen". Men som Brink måtte erfare - fodbold er ikke kun objektive mål. Fodbold er også de to 10-12 årige drenge, der hænger over banderne, da rulleteksterne kører, mens de råber til Goldbæk og Mio, at de gerne vil have deres trøjer efter kampen... "Goldbæk er Gud!", og meget kendetegnende for Thuesens film er, at dette element af fodbolden som tilskuersport først kommer, mens rulleteksterne kører, for en sådan fodboldfilm har Thuesen ikke begået, og tak skal han have for det!
Henrik Rønsbo 


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.