F.C.København, fanklubben, kritik og debat (17/6/97)
Jeg ved at mit første indlæg godt kunne virke som et angreb på fanklubben, men jeg glæder mig alligevel over, at jeg meget promte fik at vide, at jeg bestemt ikke har ret. Dermed har jeg også allerede, tildels, fået modbevist nogle af mine "angreb".
Det er efterhånden mange år siden at jeg, ligesom så mange andre, blev en håblos fanatiker. Så selvfølgelig har jeg kun den dybeste respekt for de mange jeg ved gør et kæmpe stykke arbejde for den stadig blomstrende fankultur. Jeg har valgt side, F.C.København.
Det er mange år siden at fangrupper i udlandet begyndte at argumentere for deres stemme. Vi kommer når det regner og når det sner. Vi kommer når den øverste ledelse ikke ved hvilken stol de skal sætte sig på, og når spillerne knap nok ved hvilken farve de spiller i.
Vi lægger for mange tusinder kroner ved at købe spillertrøjer etc. og ikke nok med vi køber billetter, så sælger vi dem også. De mere neutrale tilskuere kommer ikke kun for at se Goldbaek til 2.5 mill. og Larsen til 3 mill. vinde en eller anden pokal. De kommer også for stemningen og atmosfæren. Eksempler behøves ikke. Ledelsen af F.C.København har brug for os, vi har brug for dem. Vi ved det, de ved det.
Kommer der nogle mennesker og siger at de har skabt nogle kontakter med klubbens ledelse, og ved at melde jer ind i vores forening får i, samtidid med andre udmærkede tilbud, mulighed for at bruge os som talerør, til såvel ledelsen som andre fans. Skide godt initiativ. Fint med mig. Men hvor og hvordan?
Det er i første omgang her jeg kommer og stiller spørgsmålstegn ved, om alt nu er optimalt. Angribe er et grimt ord der selvfølgelig er for egen regning. Det er bestemt ikke det jeg gør. Kritisere måske. Men husk, vi er stadig på samme side.
Når min kritik falder nu og på netop denne side, så er det, meget apropo, fordi jeg ikke for er stødt på et sted hvor debatten så seriøs ud. Ikke at der ikke skal være plads til de "skaeve vinkler". Dem læser jeg selv med fornøjelse. Men det er da klart at en seriøs debat også kræver et seriøst medie.
Det var så min ros til skaberne af denne side. Men med al respekt må man også spørge sig selv, om ikke debatsiderne havde gjort sig bedre på F.C.Københavns officielle side og fanklubbens officielle side, for på den måde at være i tættere kontakt med klubben som helhed.
Brølet og den årlige generalforsamling kunne selvfølgelig være oplagte muligheder for fremlæggelse af meninger og ideer. Det er jeres arrangementer, og muligheden for at i "vælger ud", eller på anden måde påvirker de forholdsvis få mennesker der f.eks møder op til en generalforsamling, er til stede. En meget grov påstand, jeg ved det. Brølet er ligesom mange af internetsiderne af en mindre seriøs størrelse, og det er ingen kritik. Jeg har selv stor glæde af det. Men det er ikke mange seriøse debatter jeg har set i de 14-15 numre der er lavet, og det er da også indlysende at en debat ikke kan trives i et blad der udkommer en gang hver 2. måned.
Endvidere er det som sagt, heller ikke alle med interesse for F.C.København der er medlem af fanklubben, og de mere neutral tilskuere fortjener også at få at vide hvad der foregår. Hvilket måske kun vil gøre dem endnu mere interesserede i klubben.
Om den årlige, aftenlige generalforsamling er det rigtige sted til store og små pludseligt opstående debatter er, af nok så indlysende årsager, også tvivlsomt.
Hvad er der så tilbage? Jeg kan skrive et brev eller en E-mail til en hvilken som helst ledelse. Eller jeg kan gå hen og prikke en på skulderen og sige hør lige her. Men hvis der ikke er enighed, hvad vil jeg så få ud af det? Som ene person har jeg jo dybest set ikke noget at skulle have sagt. Men hvad vigtigere er. Hvad vil vi få ud af det? For det drejer sig jo ikke kun om mig. Hvis der nu var flere der egentligt var af samme opfattelse om en eller anden ting, så er kan det vel kun være ledelsens opgave at snakke med deres kunder, hvilket vi jo i begge henseender også er, og prøve at finde en løsning der er så tilfredstillende som mulig for alle.
Af ikke så få årsager er fodbold noget følelsesmæsigt. Har vi en følelse af, at noget foregår forkert, så er det man gerne vil blande sig. Det kan være frygteligt frustrerende hvis man ikke kan få lov til det, og det her jeg siger der mangler noget.
Selvom fodboldstadionet sikkert altid vil blive brugt til at udtrykke diverse utilfredsheder, så kan man da i det mindste, prøve at få det meste ned på tale niveau, internt. Endvidere går der en masse mennesker, med både ideer og erfaringer, måske fra boger eller fodbold de har set i udlandet, som selv den største leder kan drage nytte af at høre på. Mulighederne for at fremlægge ideer og sige sin mening skal være der, og eftersom der er nogen der brokker sig over indenlukkethed og manglende vilje til at debattere, så må noget jo tyde på at de ikke er der.
I kampprogrammets hjemland(og fodboldens hvis nogen skulle være i tvivl)England, er der i netop kampprogrammet, dog i mindre omfang, meningsudvekslings- og debatsider. Umidelbart ser det for mig ud til at være det mest "fair" sted. Det både udkommer løbende, bortset fra en lang vinter, og det bliver læst af et bredt publikum. Måske vil det også gøre kampprogramet lidt mere folkeligt, hvis man kan kalde det det, istedet for kun oplysning og reklame der præger det nu. Succes i København? Vel en overvejelse værd. Endnu en mulighed er internettet, selvom det langt fra er alle der har lige let adgang til det. Som indlægssiden her kunne i selv starte med aktuelle ledere. Samt i, i god tid i forvejen, kunne fremføre emner der evt. senere skal til afstemning. Mulighederne er der.
Med hensyn til om der er nogen der diktere i hvad der skal råbes og synges under kampene, så er det kun noget der kommer i forlængelse af, at der mangler et sted for alle. Når der er en i fanklub bladet der skriver, at når spillerne kommer på banen, skal vi råbe det, og bagefter skal synger vi det og det. Mon så ikke der sidder nogen og tænker hvorfor fanden han skal bestemme det? Selvom jeg, ligesom de fleste andre formentlig, synes, at tifoer, rulleflag osv. er glimrende og flotte indslag under kampene, så er det hele stadigvæk til en vis grad spontant. Der var ikke nogen der i sin tid satte sig ned, for de gik ind på The Kop og The North Bank stand og hvad de ellers hedder, og aftalte at de skulle begynde og synge under kampene. Ting opstår. Selvfølgelig er der ikke nogen der skal kaste ting efter liniedommeren, og jeg synes, sikkert som de fleste, at det ikke gavner det mindste at pibe efter sine egne spillere under kampene. Bevares. Men en loftet pegefinger kan, som de fleste vel også ved, til tider have den modsatte virkning. Ja, det er svært at være ham der bestemmer.
For langt om længe at slutte af, vil jeg gøre det med noget det på sin vis slet ikke handler om. Lige nu i hvert fald. Jeg tvivler stadigvæk på om de 12 linier i et nyhedsbrev, jeg beklageligvis var uvidende om, og en rundspørge(hvor mange mennesker deltog i den?) var nok til en afstemning om de stående fans´ placering. Samtidig med jeg undrer mig over om jeg er den eneste der synes de daværende agumenter (KB og B 1903 har ikke haft tradition for fans bag målet og vi vil ikke identificeres med dem der har) var noget tvivlsomme. Måske er det slet ikke selve placeringen der er det vigtigste her. Mere at der, som det er nu, er nogle klare problemer. Er jeg den eneste der på et eller andet tidspunkt er gået ind på C tribunen og stødt på et eller andet problem, der efterfølgende har ødelagt lidt af min specielle søndagsstemning?
Med det kan jeg kun opfordre til debat, ligesom jeg sikkert også har skrevet mange andre ting, der findes andre meninger om.
Christian


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.