Betis Sevilla (7/10/97)
Jeg så den sidste EC-kamp på Eurosport med Real Betis, og fy for den lede - det er et meget teknisk funderet mandskab, lidt a' la Tenerife, bare mere konsekvent i afslutningsfasen. Boldbehandlingen lader ikke F.C Barcelona meget tilbage, forestil jer FCK's DK-mesterholds spil - tilsat intercooler, bi-turbo, overdrive og alt det der.
Chancen for FCK er, at spanske klubhold ofte undervurderer deres skandinaviske modstandere fælt - se bare hvordan OB i sin tid sendte Real Madrid ud af UEFA-cup'en, og spiller nonchalant og til tider ukoncentreret.
Selvom FCK tempomæssigt og i nærkampsstyrken har forbedret sig meget i forhold til Benny Johansens mesterhold, så møder de et hold, der på papiret kan spille dem baglæns i 4 x 45 minutter.
Hvis man skal tro på FCKs chance, og det skal man!!! så kræver det, at David Nielsen, Todi Jönsson og Stefan K forbedrer deres udnyttelsesgrad af oplagte målchancer kraftigt. Desuden må man håbe på, at Goldbæk, Nielsen og Hemmingsen får indstillet sigtet på deres kanon, og at Lars Højer får lidt mere vilje og konsekvens i sit pasningsspil. Hvis bare midtbanen får ordentligt fat, tvivler jeg ikke på de 3 bagerstes formåen, både Tur, Mio & Martin Nielsen / Morten Falch plejer at kunne koncetrere sig optimalt når det virkelig gælder.
Uanset om FCK får bank med et par mål i den første kamp, så lad mig opfordre til, at møde talstærkt op i Parken - alt under 20.000 til returkampen er at betegne som en skuffelse.
Peter B. Jensen 


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 20. april 1998.