9. Del

Middelmådighed og en fransk visit - forår 1996

I vinterpausen skiftede FC København ud i sit skrantende angreb. Samtidig med at man udlejede René Tengstedt og Kenny Thorup til Næstved, hentede man tre nye angribere ind. Alle fra lavere rangerende klubber. Morten B. Nielsen, Carsten Hallum og Stefan K. Hansen. Største umiddelbare forventninger knyttede sig til Morten Nielsen, der havde været udlejet til B 93 af Brøndby, og Carsten Hallum fra Hvidovre. Mens sidste mand blandt de tre nytilkomne var den blot 17-årige bornholmer, Stefan Kofoed Hansen, der mere måtte anses som en fremtidsinvestering, trods sin status som topscorer fra Viking i Rønne.

Morten Nielsen fik straks efter klubskiftet indføjet et B. (B for sit mellemnavn Bøhme) mellem for- og efternavn, så han kunne adskilles fra den Morten Nielsen, der allerede var etableret i truppen. Morten B. Nielsen havde været gennem en længere skadesperiode, efter han med stor succes - som ungt talent - havde optrådt for Brøndby et par sæsoner før. Carsten Hallum kom til klubben som topscorer i 1. division. Selvom begge bragte sig på scoringstavlen tidligt på foråret i første udekamp mod Vejle, formåede ingen af dem for alvor at spille sig ind på holdet.

Tidligt på foråret indgik man endvidere kontrakt med midtbanespilleren Carsten Hemmingsen fra OB. En lidt speciel kontrakt, da Hemmingsen var på skadeslisten hos fynboerne. Efter to meniskoperationer tøvede OB med at forlænge, fordi man var usikker på om Hemmingsen overhovedet ville være i stand til at spille mere. FC København tøvede ikke, og efter et lægetjek faldt tingene på plads. Trods man vidste, at Hemmingsen ikke ville blive kampklar før minimum ½ år senere.

Imidlertid blev truppen også svækket i vinterpausen, og det fra en uventet side. Ole Tobiasen, der i en alder af kun 20 år var blandt de bedste i FC København, havde som eneste mand tøvet med at acceptere et kontrakttilbud og skrev snart efter kontrakt med den hollandske Æresdivisionsklub Heerenveen. Kontakten til hollænderne blev formidlet gennem FC Københavns tidligere sportsdirektør, Frank Mathiesen, og Divisionsforeningens spillerbureau DanPlayer.

Direktør Karsten Aabrink reagerede voldsomt på Tobiasens overgang, da han var helt uvidende om kontakten med Heerenveen, og beskyldte i pressen og i en klage til Mathiesens arbejdsgivere i Divisionsforeningen Mathiesen for at føre FC København bag lyset. Enden på Tobiasen-sagen blev, at Heerenveen betalte københavnerne ca. 1 mio. kroner til gengæld for at kunne overtage Tobiasen straks fra forårets start. Tilbage stod FC København således som sportslige tabere, og med kun 1 mio. kroner som plaster på såret.

Selve forårssæsonen var gjort ekstraordinær kort - kun på 13. runder - på grund af landsholdets forestående deltagelse i sommerens EM-turnering i England. I første kamp tog københavnerne imod Brøndby på hjemmebanen i Parken. På tribunerne var fuldt besatte, 39.640 tilskuere, stadig gældende stadionrekord og rekord for superligaen.

Blot 8 dage før kampen havde københavnerne præsenteret en lille sportslig overraskelse - lejesvenden William Prunier. Han var udset til at skulle lukket hullet efter Tobiasen i forsvaret.
"Vi har fået en rutineret forsvarsspiller af høj klasse. Pruniers ankomst har styrket os i troen på, at vi kan nå en slutplacering, der giver os adgang til en Europa-turnering, hvad der er vores sæsonmål.", udtalte træner Schäfer i Politiken ved præsentationen af franskmanden.

Prunier havde en fortid i Auxerre, Olympique Marseille, Bordeaux og et kortere ophold hos Manchester United, iøvrigt formidlet af vennen Eric Cantona, på sit generalieblad. Han havde indvilliget i at spille hele foråret for københavnerne, og fik efter sigende omkring de 100.000 kroner pr. kamp.
"Nu er jeg i København. Ikke for pengenes skyld, men for at vise, hvad jeg er værd. Og jeg vil ikke udelukke, at jeg spiller videre videre i klubben, hvis man kan finde midlerne.", sagde hovedpersonen selv til Ekstra Bladet. Lejemålet med Prunier betød endvidere at en del franske journalister fandt vej til Parken for at studere sin landsmand og hans debut for københavnerne i den udsolgte kamp mod Brøndby.

Til selve kampen mødte FC København op med en stribe på 9 sejre over ærkerivalerne, en stor fjer i hatten for hjemmefansene, der ellers stadig måtte se sig i markant undertal på tribunerne. Som altid var der en meget speciel atmosfære til dette opgør, som den danske journaliststand forlængst havde døbt til en "nyklassiker". Som det også var blevet kotymen i de to klubbers indbyrdes opgør, begyndte kampen meget taktisk og afventende. Hele 1. halvleg sker der så at sige ingenting foran de to mål. Til gengæld ramlede uheldene over hjemmeholdet i det første kvarter. Først måtte Lars Højer forlade banen med rygproblemer og et par minutter senere stødte Per Frandsen hændeligt sammen med Brøndby-målmanden Mogens Krogh. Per Frandsen blev slået groggy og båret fra banen med en hjernerystelse.

Fra 2. halvlegs begyndelse indledte Brøndby et markant pres. Man tromlede det københavnske forsvar i småstykker, anført af den tidligere københavnske kaptajn Allan Nielsen. Med en sikker og fortjent 3-0 sejr fik man omsider brudt sit FC København-kompleks, og samtidig efterlod kampen sine to meget tydelige billeder; et Brøndby-mandskab der styrede direkte mod DM-titlen og et FC København der stadig havde tydelige mangler og som hverken lejemålet af Prunier - som iøvrigt fik en pæn debut - eller indkøbene i front havde ændret på.

Ud over den rent sportslige nedtur måtte de københavnske fans så også erkende, at den efterhånden legendariske sang "Brøndby kan vi altid slå!", klang en anelse tomt i de næste mange måneder. Overlegenheden i de indbyrdes opgør mod ærkerivalerne var nu blevet en saga blot. Det blev endnu tydeligere, da man sidst i maj tabte med hele 0-4 ligeledes i Parken. Også i den kamp kom Per Frandsen iøvrigt i fokus meget tidligt i kampen. Han blev udvist af den emsige dommer Kim Milton Nielsen. Hvilket Brøndbys Allan Nielsen også blev, kun et par minutter senere i noget der mest mindede om en kompensationskendelse. Mod slutningen af kampen blev også Michael Johansen udvist, i en affære som egentlig hverken var dramatisk eller højspændt. Brøndby var simpelthen for overlegne. 

Et par uger senere - efter forårets første Brøndby-kamp - var FC København på besøg i Næstved. Med sig havde københavnerne mange fans, fx. havde børneafdelingen af fanklubben "De Unge Løver" arrangeret en bustur til det sydsjællandske. Hjemmeholdet stillede op med en række tidligere FCKere på holdet, bl.a. de to unge udlejede - Thorup og Tengstedt. Begges kontrakter med FCK ville udløbe om sommeren, men man fornemmede, at de begge egentlig ønskede sig forlængelse. Situationen blev tydelig, da René Tengstedt bragte Næstved foran 2-0 kort før pausen. Han anede ikke, hvad han skulle gøre af sig selv efter scoringen, der skete lige foran det mål, hvor de mange hvide tilhængere var samlet.

Til gengæld beseglede Thorup sin videre skæbne. Han var voldsomt opsat på at vise sin tidligere - og egentlig nuværende arbejdsgiver, at han ikke burde være blevet lejet ud. I nærkampene ydede han sit bedste, med følelserne udenpå, og fik lavet nogle grimme frispark, bl.a. et på Lars Højer, hvilket indbragte Thorup en advarsel fra dommeren. Samme Lars Højer skulle vise sig at blive københavnernes redning. Kort før tid reducerede han til 1-2, og da han udlignede i overtiden blev begejstringen for overvældende hos de københavnske fans. I stort tal stormede de ind på banen. Kampen måtte afbrydes i flere minutter, mens de alt for få kontrollører, spillere og dommeren i fællesskab fik fansene tilbage på tilskuerpladserne. Ekstra Bladets mand i Næstved, Hans Chr. Blem, fandt det efterfølgende nødvendigt at lufte sin bekymring, og viste vel dermed kun hvor dårligt kendskabet til superligaens tilskuere var hos ham:
"FCK-tilhængerne tog glade hjem til København, men man sidder tilbage med frygten om, hvad der kunne være sket, hvis københavnerne ikke havde fået uafgjort."

I begyndelsen af maj, på dette års Store Bededag, lykkedes det så alligevel for klubben at hjemspille en titel. Man vandt den lille pokalturnering Spar Cup'en, en turnering der var etableret sæsonen før som pendant til den engelske ligacup. Reelt var turneringen uden den store sportslige værdi og fungerede nærmest som en slags eksperimentarium for talenter og spillesystemer. Michael Schäfer forsøgte eksempelvis at ændre den typiske københavnske 3-5-2 opstilling til hans egen foretrukne 4-4-2 i disse Spar Cup-kampe. Samtidig så man også den kun 18-årige midtbanespiller Claus Nielsen, en spiller fra egne rækker i KB, optræde for første gang i FCK-trøjen her. Også i selve finalen som københavnerne vandt enkelt med 4-0 over et svagt OB-mandskab. Målscorere var Christian Lønstrup, Iørn Uldbjerg og to gange Carsten Hallum.

Sidst på måneden mødte man i ligaen Silkeborg på hjemmebane. Efter et hjørnespark scorede Christian Lønstrup kampens enlige mål og manifesterede sig derved yderligere i de udenlandske klubbers søgelys. Rygterne havde svirret i det meste af foråret om hans forestående farvel til FC København:
"Der har været mange for at kigge på mig i foråret. Endnu har det ikke ført til en kontrakt, men jeg stadig at komme til udlandet til sommer, hvis det rigtige tilbud dukker op.", udtalte Lønstrup i BT efter kampen. Han kom ikke til at vente længe. Den italienske serie A-klub Cagliari stod allerede klar i kulissen med det rigtige tilbud. Så målet blev Lønstrups næstsidste i FC-trøjen - for denne gang. Hans sidste blev sat ind mod OB i foråret allersidste kamp i Odense.

I Silkeborg-kampen gjorde en anden spiller sig også bemærket. Langt mindre heldigt. Det var den franske lejesvend William Prunier, der ellers havde spillet et stærkt forår i bagkæden. Godt en halv time inde i kampen var han i sammenstød med Silkeborgs midtbanespiller Brian Pedersen. Silkeborg-spilleren gik direkte i græsset efter at have mødt Pruniers albue. Bevidst eller ubevidst. Silkeborg-træner Preben Elkjær var ikke i tvivl:
"Jeg er rasende over, at sådan noget kan ske. Franskmanden fik ikke engang en advarsel. Brian Pedersen blev direkte slået ned. Det skulle lige have været mig, der spillede over for den franskmand...", sagde han til BT. Pedersen selv var dog mere i tvivl, og lastede efterfølgende ikke Prunier for uheldet.

Som helhed blev foråret en skuffelse, de eftertragtede UEFA Cup-pladser var forduftet i horisonten. Man sluttede sæsonen på en skuffende 7. plads og kunne se frem til en sæson, hvor man for første gang i klubbens hidtige historie, måtte stå uden for europæisk fodbold.

Reaktionen på sæsonens facit kom prompte fra klubbens side. Michael Schäfer blev fyret som træner, halvandet år før kontraktudløb, skønt han egentlig ikke havde gjort det så ringe, når man tog spillermaterialet i betragtning. Med direktør Karsten Aabrink i spidsen blev der dikteret andre boller på suppen, den københavnske spillestil skulle gøres mere fysisk betonet. Hvilket yderligere blev understreget i trænervalget. Schäfers afløser blev hurtigt præsenteret. Kim Brink. Man havde købt ham fri fra nedrykkerne Ikast, som han havde trænet siden sin fyring i OB året før. På pressemødet blev han bombastisk præsenteret som "Danmarks bedste træner" af Karsten Aabrink. Som assistent til Brink blev den gamle angriber Michael Manniche hentet hos Ølstykke. Dermed var en slags oprustning sat i værk og med den økonomi, som havde været i kraftig bedring siden efteråret, havde ledelse og træner yderligere fået mulighed for at hente etablerede spillere til klubben. Det skulle snart ske i større omfang.

Slutstillingen for sæsonen 95/96

Idealopstilling forår 1996

Antti Niemi
William Prunier, Christian Lønstrup, Diego Tur
Morten Nielsen/Carsten V. Jensen, Lars Højer, Michael Johansen, Morten Falch, Iørn Uldbjerg
Martin Johansen, Per Frandsen

Træner: Michael Schäfer

FC Københavns målscorere for foråret 1995

Alle resultater fra forår 96

Fortsættes...

Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-2000
Sidste rettelse: 27. marts 2000.