2: 1-0 Carsten Siersbæk Udvisning:
18: 1-1 David Nielsen
24: 2-1 Søren Holdgaard
54: 2-2 Henrik Bundgaard (selvmål)
66: 2-3 Carsten Hemmingsen
86: 3-3 Gregers Ulrich
Tilskuere: 1.012
Dommer: Lars Gerner
F.C. København: Thomas Gill 3 – Thomas Rytter 4, Diego Tur 3, Michael Mio 4, Niclas Jensen 3 – Morten Falch 2, Claus Nielsen 4, Carsten Hemmingsen 7 – Todi Jónsson 5 (80: Kofi Dakinah u.b.), David Nielsen 4 (51: Clement Cliford 4), Thomas Thorninger 4
"…and so this had to be/
painted from memory…"
Elvis Costello
Kære læser, har du været i Århus? Og Deres Udsendte FF – fra Frederiksberg – mener rigtig været i Århus, ikke bare trimlet ud af bussen, gået ind på tribunen og så bagefter gået ud igen. Så ved du, hvis du som det meste af ’Nipserkorpset er i slutningen af tyverne, at Århus ikke er lige så fedt et sted som København at gå i byen. Og det er ingen anklage, man behøver tage ilde op, for det er også begrundet i vores egen mangel på lokalkendskab. Men når klokken slår to, og næsten alle værtshuse lukker, så mangler Århus det sted som Rust på Nørrebro, Vega på Vesterbro eller måske bare som Psykopaten på Pile Allé, hvor man i al stilfærdighed kan drikke sine bajere uden at være spændt op til hverken havnefest eller dans med mindreårige til tidens sange om legetøj.
Hvor jeg vil hen med dette er, at de sidste to gange ’Nipserne har indfundet sig i Århus har det været i form af en weekend tilbragt hos vores udlandsredaktør, som er bosat i Hørning lidt uden for Jyllands hovedstad. Sidst var det ved AGF-kampen, hvor denne korrespondent fik sin kasket stjålet af Gunner Lind under meget mystiske omstændigheder. Og denne gang gentoges succesen.
Da klokken slog to havde de andre ’Nipsere sølet sig til i pilsnere, mens Deres Udsendte FF havde holdt sig til solbærthe. Det gav bonus i form af en endeløs række af fortjente sejre i pool, men da så poolkroen lukkede var selskabet tvunget ind i et par af byens få taxier med kurs tilbage til Viby J. Adskillige flasker spiritus, nogle endda velsmagende, blev fremtryllet, og endnu engang kunne Deres Udsendte FF brillere, denne gang i Trivial Pursuit. Da klokken var syv vaklede Vor Mand i Mundelstrup i seng, færdig i sjæl, i krop, og i spil nr. 3 som til sidst ikke bød på andet end spørgsmål som "Hvem spillede rollen som Bjarne Goldbæk i filmen ’Goldbæk vs. Goldbæk’ fra 1979?"
Næste dag var undertegnede frisk som en havørn, hvorimod de lokale og resten af ’Nipserkorpset så noget krøllede ud. Men vi var på vej mod det nordlige Århus, og så måtte man lægge sine tømmermænd bag sig. Referattjansen var tiltænkt udlandsredaktøren. Sidst lykkedes det at komme igen efter udskejelserne og få stykket et referat sammen, men denne gang er det simpelthen gået for stærkt med de vilde københavnere på besøg. Vi respekterer dette, og her er så historien om FCK’s debut på Risvangen.
Risvangen er, for de mange som ikke ved det, Aarhus Fremads rigtige hjemmebane, et lille hyggeligt stadion nord for Århus bymidte, og nogle har udtrykt deres skepsis over om det skulle kunne bruges til andet end DS-fodbold. Jeg vil gerne erklære mig uenig. Jeg mener derimod, at det store, meget ucharmerende Århus Stadion med den skandaløse bane er uegnet til topfodbold, og at jeg langt hellere ville komme tilbage til Risvangen. Det var rent ud sagt pissehyggeligt at være på besøg dér.
Man kom ind gennem nogle gamle tælleapparater, fyrede en forudsigelig vits af til de flinke kontrollører à la "når vi har passeret træningsbanen her, hvor ligger så stadion henne?" og kiggede sig omkring. Og så et mildt sagt upretentiøst stadion. Risvangen er ganske uden tribuner, og kameraet stod oppe på et tårn, bygget til lejligheden. Vi havde halvdelen af den ene langside, og der var udover den flittigt besøgte og slemt underbemandede pølsebod opstillet et par porta-loos, flytbare lokummer som fik længslen efter årets Roskildefestival helt op i femte gear.
Og på den grusbane som gik rundt om banen kørte vores ven i ølkanonen – en yderst venlig og hygsom fyr med en bøllehat, som betjente noget i retning af en elektrisk scooter med tag på og et fadølsanker bagpå. Bajerne kostede tyve kroner, og der var en endog meget livlig handel. Også af Deres Udsendte FF, der havde taget for få penge med og med stor taknemmelighed vedgår sig sin gæld på 100,- til Peter fra Presidents’ Lounge. Ok jo, der var sommerferiestemning, solen var høj og varm, og flere FCK-fans kogte ud i solskinnet.
Sommerferiestemningen var også udbredt inde på banen, hvor spillerne måske har vidst, at der ikke var mere at spille for i år. Selv om indsatsen mod AB tre dage senere tydede på, at man godt ville runde hæderligt af i Parken – her er det i mindste blevet til en uafgjort mod mestrene og lutter sejre mod nr. 2-4. Men derfra og så til at tage en udekamp mod Aarhus Fremad ekstremt seriøst… og i øvrigt med en trup der manglede adskillige spillere pga. skader og Peter Nielsen pga. karantæne. Smukke-Larsen var udtaget som 15.-mand, men det blev ikke nødvendigt for ham at gøre comeback. Både David og Hemmingsen meldte sig nemlig klar på trods af skader.
Det blev en mægtig underholdende kamp, på en uforpligtende, ja nærmest lalleglad måde. Der var simpelthen tale om Estonia-fodbold, hvor begge hold havde bovporten stående vidt åben. Allerede i andet minut havde vi balladen, som så mange gange før her i foråret. En bold hoppede retur ud af feltet, og Fremads Siersbæk skød straks – bolden hoppede lige foran mål og gik ind ved Gills venstre stolpe. Gill så som så ofte før skidt ud ved det mål, og hans forsøg på at kaste sig efter at bolden er gået i mål holder ikke – nogle af os husker da David James gjorde det samme for et par år siden i lokalopgøret mod Everton, og siden er han blevet hånet fortjent af den blå del af Liverpool.
De næste mange minutter var en gru, og det var ret betegnende, at det meste af tiden gik uden for banen med hyggesnak blandt fansene. Det er til sådan nogle kampe, man sætter pris på hvilke helt regulære typer, der følger FCK. Men så må jeg nævne en yderst ubehagelig undtagelse – nemlig den fyr der med en tromme under armen stod nede ved hegnet, som havde hagekors tatoveret på sine ører, som generelt truede folk, som skabte en meget ubehagelig stemning omkring sig, og som startede slagsmål til sidst. Hvor er der dog bare ikke brug for den slags narrøve blandt FCK’s fans.
Efter lidt tid blev det Fremad-målmand Bundgaards tur til at koste et mål, og det med noget mere effekt end Gill. Et indlæg røg tilfældigt ind i feltet, Bundgaard gik ud med samme autoritet som førnævnte David James og var ikke i nærheden af bolden, der ramte David i panden og hoppede over i det tomme mål. Davids femtende mål i sæsonen, som desværre ikke fik holdet til at tage deres kollektive røv sammen.
Det var fortsat Hawaii-bold fra FCK’ernes side, og FC var håbløse i slutningen af halvlegen, hvor Fremad bragte sig foran igen efter kluntet og panisk forsvarsspil, hvor bolden sprang rundt i en evighed mellem forsvarere og angribere inden en af Fremad-spillerne bankede den op i nettaget. Herefter måtte stolperne og Gill tage sig af resten, og Fremad kunne sagtens have ført mere.
Efter pausen tog spillerne endelig tyren ved det andet horn, og vendepunktet kom da Cliford dukkede op på banen for den skadede David. Ganske kort efter at have gjort entré fik han en friløber som Bundgaard såmænd ganske flot reddede, for derefter at lave en brøler så stor at selv Calamity James ikke kan være med, selv efter 1½ døgns non-stop Tetris. Fra hans hånd trillede bolden hen på den ene stolpe, derpå hen på den anden, og den var på vej i spil igen, da Bundgaard satte en glidende tackling ind og møgede den ind i sit eget mål.
Hvorfor han ikke bare smed sig ned og tog den med hænderne står stadig som et af de store kosmiske mysterier. Årets selvmål uden problemer, ikke set bedre i dansk topfodbold siden Torben Boye for et par år siden smadrede bolden over sin egen målmand, der ikke vidste at han måtte gribe den og derfor prøvede forgæves at heade. Det var lidt af en oplevelse, og i flere minutter slog FCK-fansene en oprigtig skoggerlatter op.
Nu var det FCK’s tur til at sidde på kampen, og efter mere pres kunne Hemmingsen score kampens bedste mål – et af sæsonens meget få gode FCK-kontraangreb havnede hos Thorninger, og Hemme, der ellers ikke er set i et straffesparksfelt siden manden der beordrede ham derop – Christian Andersen – blev fyret, satte hans tværpasning flot ind med ydersiden. Hemmingsen, som vi har været hårde ved før, var med afstand den bedste FCK-spiller, ligesom han næste gang var i kampen mod AB. Gode afleveringer var hovedreglen; dog også med enkelte skæverter, skal det siges.
Og det burde have været det – på tribunen blev der nu råhygget, og vi kunne i ro og mag fejre Kofi Dakinah, der endelig gjorde sin debut ti minutter før slut. Og det hele var så afslappet, at Deres Udsendte havde gang i en ordentlig sludder, der blev afbrudt af at jeg med ryggen til banen kunne høre min samtalepartner sige "Nej, det gjorde de bare ikke!" Jeg kiggede op, og lo and behold – FC havde lavet en evergreen – givet både det dumme mål efter to minutter og det dumme mål med to minutter igen. Et frispark skulle tages uden for vores felt, og det havde Gerner åbenbart givet lov til, for mens spillerne stod og prøvede at stille en mur op løftede Gregers Ulrich bolden over i det hjørne hvor Gill ikke stod.
Klokkerent sløseri – men mon ikke lidt konsekvens hos dommerne ville være en god ting? Det, som Gerner anerkendte som et 3-3-mål, da han havde givet et informelt vink til Ulrich om at han var klar, ville andre dommere formentligt underkende da de ikke udtrykkeligt havde markeret at der måtte skydes. Enkelte dommere havde endda givet Ulrich en advarsel.
FC viste så for alvor, at nu ville de altså vinde. Det lykkedes desværre ikke. Efter et herrepres landede en tilfældig bold hos Hemme, der lossede igennem ca. fem meter ude, men Bundgaards redning var dybt imponerende. Det var sidste forsøg, og hele affæren sluttede med en Fremad-udvisning – hvad den blev givet for aner jeg ikke. Sådan er livet så fuldt af små gåder.
Efter kampen, hvor spillerne trods dumhederne viste en hæderlig indsats, mest i 2.halvleg, kom holdet over for at give hånd til fansene, som det sig hør og bør. Og det højeste bifald kom til unge Kofi, der slet ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv. Med en genert mine og et stort og oprigtigt smil kom han så over til sidst og i stedet for at give high five gav han alle ved hegnet et længere håndtryk. Han så meget glad ud – det var i høj grad rørende at se.
Så måtte vi sige farvel til træerne og ølkanonerne. Samt til de yderst elskværdige Fremadfans, der ganske vist var klædt i nogle oprørende farver, men som stadig hilste venligt uden for stadion. High risk-kamp? Vorherrebevares! En af de lokale var endda så flink at give vores udlandsredaktør sin kasket. Ganske vist en noget smagløs grøn Faxe Kondi-hat, og ikke helt en fuldgod erstatning for den berømte mørkebrune kasket. Men det er jo sigende, at når en mand fra det ene hold i byen ikke kan holde snitterne fra folks hatte er det en smuk gestus når lokalrivalerne går et langt stykke for at erstatte den. Og på en weekend hvor en fhv. og måske kommende AGF’er lod næverne tale og startede et værtshusslagsmål på en lokal familierestaurant kunne AGF måske lære et og andet om det moderne fairplaybegreb af Aarhus Fremad, hvis fans, stadion, bane og klub i det hele taget gjorde et vældig sympatisk indtryk. Men det kan jo være, situationen i Århus er modsat efter næste superligasæson…
Fusionsnipserne
Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 20. juni 1999.