27.05.98: Aarhus Fremad - F.C. København 2-6 (1-3)

0-1: Todi Jónsson (3.)
0-2: Carsten V. Jensen (19.)
0-3: David Nielsen (22.)
1-3: Brian Priske (36.)
1-4: Carsten V. Jensen (54.)
1-5: Bjarne Goldbæk (63.)
2-5: Henrik Jespersen (77.) str.
2-6: Carsten V. Jensen (89.) str.


Dommer: Peter Mikkelsen

Tilskuere: 3.050

F.C. København: Karim Zaza 5 - Michael Mio Nielsen 6 - Kim Madsen 7 - Morten Falch 6 - Peter Nielsen 7(76. Claus Nielsen UB) - Bjarne Goldbæk 8 - Carsten Hemmingsen 6 - Carsten V. Jensen 9 - Martin B. Larsen 7(69. Niclas Jensen UB) - David Nielsen 7 - Todi Jónsson 6(62. Thomas Thorninger (5))


Først må skrivende fusionsnipser beklage, at dette referat er blevet forsinket, men computeren har drillet, så derfor skyldes det ikke sjusk eller ond vilje, men alligevel: Undskyld
Se sådan skal vejret være, når man er til fodbold. Og sådan skal fodbold være, når man er til fodbold.
Blot små 100 københavnere var mødt op til denne kamp, og ikke alle var kommet på plads, før Todi nærmest gik bolden i mål, og så fornemmede man allerede hvor det bar hen ad.
FCK tryllede sig frem ad banen, og skrivende fusionsnipser husker ikke, at have set Aarhus Fremad på FCK's banehalvdel mere end et par gange den første halve time. Og nu vi er ved magien, så havde Carsten V. en af sit livs kampe. Han var her og der og alle vegne. Tilbage og rydde op, for straks efter at være med helt fremme, ja til tider fungerede han nærmest som en rigtig centerforward - nærgående og målfarlig.
Efter 19 minutter laver han en detalje af så stor klasse, at man et øjblik troede, at vi alligevel havde fået Laudrup på holdet. Med hælen løfter han bolden over sig selv, og flugter et hårdt skud i mål. Ok, den århusianske målmand burde have haft den, men det rører ikke ved den elegance hvorved det blev udført.
Blot tre minutter senere scorer David Nielsen et smukt mål, og så var den eneste spænding i kampen, hvor stor sejren ville blive.
Alle københavnerne ville lege med, så måske var det derfor, at Fremad fik så rigeligt plads ved deres reducering i det 36. minut. Et udemærket mål, meeeen pladsen var der, og Zaza så heller ikke alt for godt ud.
I pausen blev vi underholdt med en masse af Bamses greatest hits. Og hvis ikke stemningen var på toppen, så blev den det......
Anden halvleg var blot ni minutter gammel, da Carsten V. igen var på spil. 4-1 og Vagn havde scoret de to!
Endnu ni minutter senere scorede Goldbæk, der spillede en flot kamp, på trods af at man kunne se, at han lige manglede det sidste oven på sine småskader, et eminent mål. Smukt lagt ind over målmanden, der ikke havde den fjerneste chance for at røre den bold.
Nu lignede det nærmest en total ydmygelse af Fremad, og på lægterne blev der snakket om rekorder, men der gik lidt vel rigeligt leg i den fra FCK's side, så rekorderne må vi have tilgode. Af uforklarlige årsager var David pludselig bagerste mand, og han gik så højt op i sin nye opgave, at han lavede et meget tydeligt straffespark. Det blev godt udnyttet, og så var stillingen 2-5.
Det var som om, det tændte spillerne lidt, og FCK pressede lidt på igen. I det sidste minut, lavede Fremad så et lige så tydeligt straffespark mod FCK, og hvem andre end Carsten V. kunne man sætte til at sparke det?!
Sparket var ikke specielt godt, og målmanden havde den faktisk også, men det var aftenen hvor alt lykkedes for Vagn, så den smuttede ind alligevel. Aldrig har det været så fortjent, at en spiller scorer tre mål, som det var denne aften. Selvom han allerede blevet skamrost, så lad skrivende fusionsnipser sætte en fed streg under, at det på ingen måde var tilfældigt at Vagn scorede tre. Så godt spillede han faktisk. Blot en fejlaflevering, så Deres udsendte fra hans fod, og den blandt alverdens lækkerier. Det var Vagns aften!
Vel havde Fremad intet at spille for, så måske var det på en billig baggrund og alt det der, men det ændrer bare ikke ved det faktum, at det er rygende flot at spille så frigjort og med den glæde FCK gjorde, oven på de to kampe der gik knap så heldigt i sidste uge.

Det var en prægtig fodboldaften i Århus !!!


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1998
Sidste rettelse: 29. maj 1998.