Interview med Flemming Østergaard

Torsdag eftermiddag besøgte to Fusionsnipsere Flemming Østergaard - midt mellem to-tre telefoninterview og optræden i Løvetimen. Ø. var tydeligt mærket af at have været på kontoret fra kl. 4.30. 12-14 timers arbejdsdage gør et eller andet ved folk. Vi var interesserede i at for styr på, om de i den senere tid fremsatte postulater, overhovedet havde noget på sig.

Først spurgte vi om de anklager, prof., dr. jur. Erik Werlauff kom med i onsdagens Politiken og torsdagens Ekstra Bladet – han slog til lyd for at F.C. København skulle straffes for at oplysninger om Carlsberg-aftalen var kommet pressen i hænde. Werlauff var juridisk rådgiver for Brøndby IF A/S ved købet af Interbank.

Jeg må indrømme, at der har været en sand storm af mennesker, der har ringet til mig omkring ham. Han har lavet det juridiske responsum til Brøndby, og mere er der ikke at sige til det. Jeg gider ikke at gå ind i en debat med Brøndby.

Tror du, kritikken er ’plantet’ af BIF A/S?

Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Og jeg synes, det har jeg sagt tusind gange, at vi skal glemme dem derude. Vi er FCK – vi kører vores klub, og de kører deres. Jeg siger også overfor pressen, at jeg beskæftiger mig med FCK og skal nok sørge for, at det går godt, og hvordan det går derude er deres sag. Jeg blander mig ikke to minutter i, hvordan det går derude.

… Det, der interesserer mig er, at vi skal have nogen at spille imod, og Brøndby er en interessant modstander. Og jeg håber, vi banker dem hver eneste gang.

Men det er vel en relevant mistanke, er det ikke? Vi så en meget hurtig forhåndskritik af aftalen fra Per Bjerregaards side?

Jamen, det viser jo kun lidt om Per Bjerregaard; jeg behøver ikke at sætte mig i samme klasse. Hvorfor skal jeg begynde at kommentere dem derude – hvis han har lyst til at kommentere os, så lad ham dog kommentere os.

Vi har talt med den journalist, der skrev artiklen i Politiken – Jakob Skovboe – fordi han skrev, at han havde set aftalen drøftet indgående på FCK’s hjemmeside, hvilket er direkte forkert.

I skal passe på, hvad I skriver på den hjemmeside, for de er derinde hver dag – alle sammen.

Vi snakkede med ham og gjorde det klart for ham, at det der står på Sideliniens debatforum er af helt almindelige mennesker, og at sammenligne med samtale på gaden, og det forstod han godt – han lovede højt og helligt aldrig at gøre det igen, men lød ikke som om han vidste særlig meget om noget som helst.

Nej, men han var meget grov i telefonen med mig her forleden dag; jeg sagde til ham, at jeg gad ikke diskutere mere med ham – I bruger en såkaldt børsekspert til at udtale sig, som har haft tilknytning til Brøndby, det fortæller om niveauet. – Det orker jeg ikke at diskutere.

Men lad os lige gøre det børshalløj færdigt. Det er det, der generer mig mest. Hver gang, der er skrevet et eller andet om FCK – jeg føler, at det er dybt uretfærdigt – her forleden dag kører jeg herfra, og der er en taxa, der følger efter mig. Jeg begynder at lide af paranoia. Altså – jeg ved ikke, om jeg skal have vagter omkring mig eller hvad jeg skal… men faktum er, at der bliver ikke lækket noget herfra. Det er pressenyheder og andre ting. Jeg kan da ikke garantere for, at der ikke er en eller anden medarbejder, der kan se, at Carl Bay er på vej op eller noget andet, men jeg kan det game.

Men interessen for os er kæmpestor. Prøv at forestille jer, hvilke tiltag der er sket. En Brian Laudrup hjem – ingen havde nogensinde forestillet sig, at han kom hjem. Et køb af Parken, ingen havde forestillet sig, at vi købte Parken.

I Brølet nr. 22 skrev Flemming Lorenz følgende passage i sin artikel om FCK-aktien. Kan du nikke genkendende til det?

'Næsen'

Som mange er bekendt med, så fik FCK for nylig ’næsen’ af Københavns Fondsbørs. På den ene side er fodboldklubberne, når de bliver børsnoterede, bekendt med hvilke krav der er til dem. Og sammenholdt med den sensationshungrende sportspresses hensynsløse adfærd, bør klubberne være klar over, at problemerne lurer lige om hjørnet. På den anden side skal det naturligvis medgives fodboldklubberne, at det er forbandet svært at holde journalisterne på afstand. At Sophus Berendsen er begyndt at rense sengelinned på en ny, revolutionerende måde er alt andet lige ikke nær så spændende for gennemsnitsdanskeren, som indgåelsen af en kontrakt af Laudrup-kaliberen er det. Desuden er der med garanti stor forskel på, hvad Børsen vil afsætte af ressourcer for at få nys om det ene, i forhold til, hvad Ekstra Bladet eller B.T. vil afsætte af ressourcer for at få nys om det andet. Det burde Københavns Fondsbørs under alle omstændigheder kunne forstå.

Jeg vil gerne slå fast med syvtommerssøm, at vi skal følge de regler, der er på Fondsbørsen. Det er meget vigtigt for mig at pointere. Der skal ikke laves særregler. Det eneste jeg bare beder om er sund fornuft. Havde man virkelig forestillet sig, at jeg skulle sidde i London og skrive til Fondsbørsen og sige "Jeg forhandler med Brian Laudrup"? Havde man nogensinde forestillet sig, at jeg havde fået en aftale med Chelsea med hjem, når der stod 150 andre klubber, der fik den meddelelse og skyndte sig til London for at forhandle med Chelsea?

Med hensyn til den rygtedannelse – lige præcis med Carlsberg skal der ikke den store fantasi til at aftalen ser ud nogenlunde som den gør. Alle ved, at FCK skal have en ny sponsor og vil få en kanonkontrakt. Carlsberg er et nærliggende bud, er det ikke?

Jo. Og straks kontrakten var skrevet under blev den ti minutter i ni sendt til Fondsbørsen, der først åbner kl. ni, hvor Ekstra Bladet kommer ud. Der er ingen kursdannelser eller noget. Der er også én på Sidelinien – jeg brugte lidt tid på det i går (onsdag – red.) – som skrev, at han kunne have tjent nogle penge! For mig at se er det omvendt proportionalt, hvad han laver. Jeg tror ikke, han har fattet ret meget af, hvad der foregår på Børsen.

Der er også nogle, der har foreslået, at en mulig læk kunne være fra Carlsberg-medarbejdere, der har set dig til møde på Carlsberg.

Det kan jeg ikke forestille mig, men den mulighed vil altid være tilstede. Men hvis jeg fortæller jer, at 90% af møderne er foregået kl. seks om morgenen… Men vi har været på Carlsberg, ikke mindst på det sidste. Og jeg må jo efterhånden leve med, at…

Ja, der skal jo kun arbejde én FCK-fan, så ved han hvem du er.

Det kunne jo også være, der var tre Brøndby-fans.

Hvor velinformerede var Faxe og Divisionsforeningen om forhandlingsforløbet? Aftalen var imod deres interesse – det kunne give mistanke om, at lækken kom fra den side.

Nej, det tror jeg ikke. Omkring forhandlingerne – jeg er jo ikke naiv, det er klart at Faxe ikke ville blive begejstrede for, at vi – nu står der så højt og flot, at vi trækker os ud af aftalen – men vi ophæver aftalen for vores del, hvilket der ikke er så meget hokus-pokus i. Enhver lommejurist kan se det.

Hvis aftalen ikke var hemmelig :-)

Aftalen er hemmelig. Ikke engang Carlsberg har jeg vist den.

Det er klart, at jeg gerne havde undgået alt det her. Jeg tog et møde 20. januar med Peter Iversen, som er formand for Divisionsforeningen, her på dette kontor. På det møde forelagde jeg ham, at vi eventuelt ville skrive med X firma – ikke med Carlsberg, men med X firma – som ville være konkurrerende til Faxe. At Iversen ikke er en dompap og er klar over, at det er Carl Bay-øl er så en anden sag. Men jeg har ikke nævnt på nogen som helst måde, at det var Carlsberg.

Jeg forklarede baggrunden for det. At vi havde en tribune, der hed det pågældende. At vi havde Hall of Carlsberg, og at vi havde forskellige ting, og Peter Iversen havde fuld forståelse for det. Han kunne godt se, at der var en basis for, at vi lavede den aftale. Men at Faxe naturligvis ikke ville blive glade for det. Aftalen var derefter, at det øjeblik det blev aktuelt, ville vi sætte os ned Faxe og sammen med dem finde ud af, hvordan vi kom videre, så ingen kommer til at tabe penge på det. Vi kan naturligvis ikke få 500.000 om året, hvis vi melder os ud af systemet, men de 500.000 kunne de andre jo dele.

Vi ville være indstillede på, og Carlsberg ville være indstillede på, at de fortsat havde deres bolde hængende der, at vi fortsat spillede i Faxe Kondi-ligaen; hvis vi var i Vejle og der var pressemøde bagefter og der stod en Faxe, ville vi fortsat drikke en Faxe. Den eneste forskel var, at vores spillere ville have en anden reklame. Ellers ville der ikke blive rettet noget. Ingen har hørt om det. Alle kæfter op før de får lov for min del og Peter Iversens at høre vores position.

Det er blevet sagt, at Faxe vil kunne trække sig ud af aftalen, men det er da vel langt fra en selvfølge?

Det kan jeg da ikke forestille mig. Faxe er da fornuftige fyre, jeg kan da ikke forestille mig, at de på grund af… lad os nu lige tage situationen stille og roligt. Faxe har Faxe Kondi-ligaen, hvoraf vi er en af klubberne. Hvad er det for en reklame, de får herinde? Der er Carlsberg-tribunen og Hall of Carlsberg. Alle leverancer er Carlsberg. Det eneste de har på banen er seks bolde og et reklameskilt. Det vil de fortsat have mulighed for, men vi skal lige holde et møde først. Det eneste de mister er maven (på spillertrøjerne, red.).

Vi kan ikke forestille os, at Faxe ville ophæve sponsoraftalen; de har fået det sponsorat så svinebilligt, så det næsten er pinligt…

Jeg er enig i, at den er meget billig. Jeg kan ikke forestille mig, rent forretningsmæssigt, på grund af at vi får en anden samarbejdsform, at de skulle trække sig tilbage. Så vil jeg kun sige, at vi har fået for lidt.

Og derfor vil Superligaen vel heller ikke stå uden sponsor et eneste sekund, fordi der er mange andre som vil være interesserede i at tage over.

Jeg kender i hvert fald et par firmaer, som gerne vil tage over til den pris. Så der er ikke nogen der taber noget.

Kan vi slå fast, at efter FCK’s opfattelse har der ikke været noget aftalebrud. FCK har blot ophævet kontrakten for sin del.

Sådan læser jeg det. Der er en mulighed for, fire uger før at turneringen starter, vi siger det meget før, at man kan trække sig ud for at forberede sponsorering.

Hvis den fortolkning holder, er det jo ikke aftalebrud. Så må kritikerne da pakke deres ’amoral’ og ’usolidaritet’ sammen.

Nej – til gengæld findes der også en paragraf til hvis de skønner, at der er aftalebrud – det er juristeri – det kan juristerne få meget ud af. De kan sige, at hele aftalen er opløst. Det kan jeg ikke forestille mig.

Hvad siger du til anklagerne om at have handlet usolidarisk?

At jeg har handlet usolidarisk? Bestemt ikke. I forbindelse med at vi skulle have en hovedsponsor har jeg forsøgt at sætte mig ned og sige "Hvad ville være bedst for F.C. København?" Vi har i dag et samarbejde med Carlsberg, som går op i millioner. Bare leveringsaftalerne til de virksomheder, vi har i dag. De betaler mange penge for en tribune og for at have Hall of Carlsberg. Udover det ville de internationalt komme ud i nogle sportsevents, som vi vil bruge på en meget positiv måde, også udover de fire år vi har aftalen.

F.eks. at vi vil kunne spille mod Liverpool og komme med i forskellige turneringer, at vi vil kunne få kendskab til hvad der foregår internationalt. Og når vi kommer frem den konklusion, at "Carlsberg kunne egentlig være den helt rigtige – som fod i en hose – sponsor for os, samtidig med at de interesserer sig for og har kendskab til fodbold, så kigger vi på det og siger "Hvad er konsekvenserne af det – kan vi gøre det". Så må vi sætte os ned og kigge på aftalen – jeg kigger på aftalen og siger "Den kan vi godt komme ud af. Det vil garanteret foranledige x, y og z. Så må jeg forebygge, at det ikke kommer til at koste mine kolleger nogen penge." Og det håber jeg fremgår klart at det her. At mine kolleger så, når de hører rygterne, kommer ud og kæfter op før, bliver det svært. Så ved de ikke engang, hvad der tilbydes.

Hvad er dine reaktion på deres reaktioner?

Hvad driver f.eks. AB’ og Per Frimanns forargelse? Han har måske en tendens til at hoppe med på vognen, når de andre siger noget?

Jeg har et princip om ikke at udtale mig om vores kolleger.

OK, men så klubbernes reaktioner. Lyngby har især klaget over, at de ikke har kunnet få Tuborg/Carlsberg til at sponsere en tribune, når Faxe Kondi-aftalen var i kraft.

Som jeg sagde før, så har jeg altså et princip om ikke at udtale mig om vores kolleger.

Hvad kan FCK bruge Divisionsforeningen til?

Divisionsforeningen må vi have en debat om – dens fremtid og hvordan den skal fungere. Hvis vi har en – I kan kalde det en arbejdsgiverforening – kan vi bruge den til møder, diskussioner af fælles anliggender mv. Vi kan ikke bruge Divisionsforeningen til at tegne kontrakter eller andre ting. Der er vores organisation ti gange større end deres.

Det er bare en interesseorganisation? Den har ikke nogen reel magt?

Du kan samle en masse praktiske ting i Divisionsforeningen og koordinere det derigennem for alle klubber. Men vi er nok nødt til at kigge på Divisionsforeningens fremtid, fordi klubberne er så atypiske i dag, der er stor spredning i hvordan de er bygget op.

Niels-Christian Holmstrøm har før været ude med riven mod dem…

Nu er jeg blevet hårdfør, og når man taler om usolidaritet og tab af penge og hvad vi gør – med al respekt er jeg da glad for at servere Brian Laudrup for Superligaen. De 500.000 som de taber – eller ikke taber alligevel – er jeg da sikker på, at de minimum får dobbelt hjem i tilskuerindtægter.

Har du personligt fået reaktioner fra klublederne, eller er det alt sammen noget, du har modtaget gennem pressen?

Silkeborg ringede og ønskede mig tillykke, og at det var helt kanon. Ellers er det kun gennem pressen. Der er det jo sjovt at se, at f.eks. i AaB udtaler Børge Bach sig højt og flot om, at det er usolidarisk i meget stramme vendinger i tv; formanden udtaler at det er sund fornuft hvad der er blevet foretaget.

Må vi så spørge om en ting: vi synes at kunne huske, at bl.a. AaB og Brøndby for et år eller lidt mere siden var i gang med at lave deres egen tv-aftale?

Ja.

Var det så ikke også usolidarisk?

Jeg gider næsten ikke at kommentere det. Det er jo noget, der giver sig selv. Hvis jeg også skal høre nogle klubber som AaB, som har været på konkursens rand – hvordan de betalte deres kreditorer og kom over det – tale om moral, så… lad dem passe sig selv. Jeg kunne komme med forskellige ting, men én ting vil jeg gerne sige, når vi taler om Divisionsforeningen og DBU: Den forholdsvist gode tone, der har været mellem de to tror jeg ikke havde været der, hvis jeg ikke havde været der.

Er det et problem, hvis forbrugerombudsmanden udsteder nye retningslinier for alkoholreklame?

Det får vi at vide i dag (torsdag – red.), der er møde om det. Heldigvis er politikerne begyndt at røre ved det. Jeg skal ikke gå ind i en længere polemik, men bare sige, at vi har en klar aftale med Carlsberg, og det er Carlsbergs opgave at løse det med forbrugerombudsmanden.

Vi ’Nipsere er ikke gode venner med ham. Vi finder, at det helt ude af proportion at forbyde reklame for noget, der er tyndere end 2,8% alkohol.

Jeg er sikker på at Carlsberg vil få en fornuftig dialog med Forbrugerombudsmanden.

Har I overvejet at sælge replica- (spiller-) trøjer med kun ’Carlsberg’ på brystet? Man kan forestille sig, at fans der står i Shoppen ville være begejstrede for at få en trøje med kun bryggeriets navn på.

Ja, det kan godt ske. Men så kommer vi ind under forbrugerombudsmanden. På nøjagtig samme måde vil jeg blive spurgt, om jeg kan forsvare at lilleputterne kan løbe rundt med ’Carlsberg’ på maven.

Er der nogen, der har spurgt seriøst om det?

Nej, men det kommer. Og der ligger også et ansvar for jer hardcorefans, hvis I kommer lallende rundt. Jeg har ikke sagt, at I ikke kan have en lille skid på, men det vil også være et tema. Hvis man ser nogle unge mennesker flyde rundt i FCK-trøjer kan jeg også godt skrive overskrifterne.

Her løb deres udsendtes bånd desværre ud... Så resten er fra hukommelsen.

Er Carlsberg ikke en ønske-sponsor?

Jo... jeg kan forsikre jer om at vi kun lige er begyndt herinde. Der kommer til at ske så mange ting!

Er det et problem hvis FCK ikke vinder mesterskaber i år?

Nej. Jeg bliver skuffet hvis vi ikke ender som nummer 1 eller 2, men et problem - nej det er det ikke.

Hvis det ikke går godt, er det ikke spillernes eller Christian Andersens skyld. Det er min skyld. Så har jeg ikke gjort mit arbejde godt nok. Ikke købt gode nok spillere. Ikke skabt gode nok forhold for holdet.

Vi kunne nemt have forsat en time mere, men Flemming havde en aftale med Løvetimen og var allerede forsinket, så interviewet sluttede her.

Fusionsnipserne


Fusionsnipserne.
Copyright © 1997-1999
Sidste rettelse: 26. februar 1999.